Johan Hopfenzitz fra Brenz

                                                   Se også Slægtsgrenen Brenz under Hopfenzitz.

 

Indtil for nylig vidste den danske slægt næsten intet om Johan(nes) Hopfenzitz i  Århus. Der
fandtes kun et par familieoverleveringer, ifølge hvilke han kom fra Schlesien eller Polen.

Således påstås i et notat, at en ane ofte fortalte, at hans forfædre var kommet hertil fra
Schlesien og havde bosat sig i Aarhus, samt at de ikke havde andet med sig end deres smykker bundet
ind i et tørklæde og et våbenskjold, som desværre senere blev stjålet af en malersvend i Vordingborg. 

Endvidere påstås i et brev af 14.5.1874, at moderen til et af Johan Hopfenzitz’ børnebørn,
var datter af en polsk adelsmand, der som følge af det første polske bondeoprør flygtede og bosatte sig i
Aarhus.

Først i 2001-2002 lykkedes det imidlertid at finde den rigtige slægtsforbindelse bagud, nemlig
til Hopfenzitz slægten. Dels ved arkivarbejde herhjemme, og dels ved Egon Hopfenzitz’ undersøgelser i
Tyskland.

Det kan nu fastslås, at alle nulevende personer i Danmark, Australien og Canada, der er født
med efternavnet Hoffensetz (men ikke alle, der bærer det som mellemnavn), nedstammer fra ægteparret
Johan Hopfenzitz og Mariane Sabro.

Johan Hopfenzitz fødtes 1.7.1764 i Brenz som søn af linnedvæveren Johannes Hopfenziz og
Margaretha Klein født Mack.

I registre i Brenz betegnes han i 1794 og 1795 som ”Soldat unter Dänemark”. Han må være
blevet hvervet i Tyskland som dansk soldat. Den danske hær havde på det tidspunkt hvervekontorer en
del steder i Tyskland, blandt andet - indtil 1792 - i Ulm, der ligger kun 30 km sydvest for Brenz. Bemærk
at også hans farfar Melchior Hopfenzitz (10. generation) var lejesoldat inden han blev møller (dog vel
næppe i den danske hær).

Johan blev tjenstgørende i Århus. Om hans tilværelse i den jyske hovedstad findes en række
fingerpeg i kirkebøger, folketælling og skifteprotokol, om end de nedskrevne oplysninger ofte giver anledning
til flere spørgsmål end svar.

Første gang vi træffer ham, er i Århus domsogns kirkebog den 29.8.1790, hvor han er fadder
sammen med to andre af byens ca. 75 grenaderer ved en (militær)pibers søns dåb. Han har utvivlsomt
været hvervet soldat i de normerede 8 år fra ca. 1790 til ca. 1798.

Den 1.1.1797 troloves han i Århus domkirke med
Mariane Nielsdatter Sabro, og de vies den 1.2.1797. Hun var
- ifølge Axel S. Sabroe (Sabroe Slægter, 1967) - datter af
stenpikker dvs. stenfisker i Århus Niels Jespersen Sabroe og
Else Marie Nielsdatter Haarup. Der var flere (sten)fiskere i
familien, og det er sikkert ikke tilfældigt, at væverparret boede i
Fiskergade i Århus. Mariane, der var født ca. 1773, havde tre
brødre, der tilsyneladende ikke har nulevende efterkommere.
Familien har ikke kunnet knyttes sammen med de øvrige
Sabroe-slægtsgrene. Slægtsnavnet Sabroe stammer fra en
landsby, der ligger en halv snes kilometer nordvest fra Århus.

Johans regiment var det århusianske 1. jyske
infanteriregiment. Det fremgår indirekte af kirkebogen ved
hans første barns dåb i 1797. Gudmoderen var nemlig
”Ellen Rasmusdatter hos Oberste Brachel”. Hun var husjomfru
eller tjenestepige hos oberst Frans E.W. Brachel, der var
førnævnte regiments chef. Gudmoder til hans fjerde barns
dåb den 24.1.1802 hed Bodil Marie Biørnkier. Ifølge folke-
tællingslisten fra 1801 var hun også tjenestepige hos oberst
Brachel. Oberstens tjenestefolk var derudover i årene
1790-1802 kun faddere til yderligere 3 børn, så det har ikke været en almindelig tradition overfor hans
soldater.

Når obersten lader sine tjenestepiger være gudmoder til to af Johans børn, må man tro, at
der har gjort sig et særligt forhold gældende. Muligvis har Johan en tid været i tjeneste i oberstens
husstand.

 Johans erhverv er ikke anført i kirkebogen ved hans trolovelse eller bryllup eller ved de første
to barnedåb. Fra og med den tredje barnedåb i 1799 opføres han altid som væver.

Johan og Mariane får i alt 12 børn døbt i Århus Domkirke. Tilsyneladende er alle fadderne
venner og forretningsforbindelser. Næsten alle er håndværkere eller håndværkssvende og handlende eller
ansatte hos handlende.

I alt 14 af fadderne tilhører århusianske købmænds husstande. (Til sammenligning var der
dog i 1801 i Århus ikke mindre end 66 købmænd eller næsten en pr. 10 husstande). Købmændene har
utvivlsomt som indehavere af  kramboder tilhørt  den kreds af handlende, der har afsat væverens produkter.

En mærkelig undtagelse er den tredje barnedåb i 1799. Alle fadderne er her fra byens lille
kreds af bedsteborgere blandt andet stiftsfysikusens og rådmandens døtre, latinskolens conrektor og
bogtrykkeren. De optræder ellers aldrig som faddere til børn udenfor deres egen sociale kreds. Det er
derfor vanskeligt at afvise, at væverparret på dette tidspunkt er blevet vurderet som finere folk. I så fald
har denne vurdering været kortvarig, idet fadderne ved samtlige andre 11 barnedåb tilhører førnævnte
jævnere stand.

Også opkaldsnavnene volder nogle problemer: Den første datter Else Marie bliver helt efter
traditionerne opkaldt efter sin mormor, og den anden og tredje søn Johannes og Niels er opkaldt efter
deres farfar henholdsvis morfar. Men hvorfor er ingen af de otte døtre opkaldt efter deres farmor
Margaretha? Og hvem er den første søn Julius opkaldt efter? Og hvorfor døbtes den tredje søn Niels
Rasmussen? Ingen i slægten eller fadderkredsen hed Julius eller Rasmus(sen). Måske er de blot opkaldt
efter afdøde venner.

I 1801 boede ægteparret i Fiskergade 229. Ved Johans død den 1.4.1826 boede han til leje i
Frederiksgade, hvor han i kirkebogen blev betegnet som vævermester. I skifteprotokollen benævnes han
derimod som kalkslager. Ægteparrets økonomiske kår har på det tidspunkt ikke været gode, hvilket ses
både af kalkslagerbeskæftigelsen, af boets ringe værdi på godt 12 rigsdaler, og af at Mariane Sabro
angives at være under fattigvæsenet. Hun dør 1.5.1842 i Århus.

 Om væverparrets tilværelse i de små tredive år, de fik sammen, kan kun gisnes.Udgangs-
punktet var egentlig dårligt, idet de hvervede soldaters ry generelt var slet. De blev kun undtagelsesvis
omtalt positivt. I Bemerkungen über das stehende Heer in Dänemark (udgivet 1793, forfatter ukendt)
anføres dog om de hvervede soldater, at de ”ikke er værre end de fleste indfødte, som frivilligt lader sig
antage. Blandt dem finder man mange særdeles gode folk, især dygtige håndværkere og kunstnere, som
ernærer sig som frimænd, og som efter endt tjenestetid slår sig ned som nyttige borgere.”

Johan må have været en af sidstnævnte. Han har givetvis været en af de nævnte frimænd,
der var på egen kost og logi størstedelen af året. Frimandsbetegnelsen kan i øvrigt være årsagen til den
senere familietradition, at han var friherre.

Hans dygtighed og ry har været det fundament, der gjorde det muligt for ham at sætte alle
sine fire sønner godt i vej og skaffe dem gode lærepladser, således at de kunne udvikle sig til veltjente
samfundsborgere til dels endda meget velstående, som det vil fremgå af siden Hoffensetz. De udgør
stammen til den lange række af gode danske mænd og kvinder, som slægten i dag består af.

En arv fra Johans forældre på ca. 270 rigsdaler (svarende til en arbejdsmands løn i 2 år) kom
mærkeligt nok først til udbetaling 10 år efter Johans død. Da det daværende kongerige Württemberg ikke
havde repræsentation i Danmark, blev udbetalingen - vistnok ret enestående - formidlet over Berlin, hvor
gesandterne for Württemberg og Danmark sikrede, at Johans efterladte børn blev efterlyst i Aarhus
Stiftstidende og Berlingske Tidende den 11.2.1836. Senere på året blev udbetalt godt 37 rigsdaler til hver
af de 4 brødre og godt 18 rigsdaler til hver af de 6 søstre. Skade at den forsinkede arv ikke fremkom i tide,
så Johan og Mariane kunne have haft glæde af den i deres alderdom.

Som det fremgår af siden Hoffensetz, fik ægteparret 12 børn:  Else Marie, Marie Christiane
(død som spæd), Julius, Johannes, Niels Rasmussen, Inger Marie (død som spæd), Inger Marie,
Rassemine, Andrea Birgitta Christina, Ingeborg Christine, Anna Cathrine, Anders Peter.

Udarbejdet af:
Svend Tingleff på grundlag af egne undersøgelser