Slægtens hjemegn
Hopfenzitz’erne er nævnt fra
1480 i sjælebøgerne fra Bopfingens sognekirke Sankt Blasius
samt fra 1514 i fyrsten af Oettingen-Wallersteins arkiv. De nævnes
først og fremmest som beboere i
Oberdorf am Ipf, senere som møllere i Schlägweid ved
Aufhausen. Hopfenzitz er dermed en af de slægter
i Ries og i Ostalb amtet, der er blevet mest grundigt
udforsket i genealogisk henseende.
Det er tænkeligt, at vore
forfædre er indvandret til egnen omkring Ipf. Men der er intet, der
taler imod, at de altid har været fastboende der. Derfor
skal egnens historie kort gives i det følgende.
For femten millioner år siden
stødte en stenmeteorit på omkring sekshundrede meter i
diameter med en fart på mere end hundredtusind km i timen
fra universet ned til jordoverfladen og
borede sig over en km ned i jordens krystalsokkel i
Schwabisk-Frankisk Alb ved det nuværende
Klosterzimmern. Det derved opståede tryk opvarmede
meteoritten til tredive tusinde grader celsius,
hvorved den øjeblikkeligt fordampede. Derved skete en
eksplosion, der dannede et fireogtyve kilometer
cirkelrundt krater med en dybde på tre kilometers (Höhe
Zugspitze). Alt plante- og dyreliv blev udslettet
i en omkreds af fem hundrede km. I krateret dannedes en sø,
der i løbet af årmillionerne tørrede ud og
afvandedes gennem Wörnitz-Pforte ved Harburg via Eger og
ud i Donau.
Fund i Ofnethöhle ved Holheim
viser, at Ries har været beboet siden mellemste stenalder
(8000 f. K.). Mellem femte og fjerde årtusinde f. K. blev menneskene
bofaste. Det frugtbare Ries bød på
de bedste forudsætninger. På Goldberg nedenfor Ipf såvel
som ved Utzmemmingen finder vi de tidligste
menneskelige bosættelser. De første udviklede sig under
den yngre stenalder til Ries’ hovedegn.
I løbet af bronze- og ældre
jernalder, den såkaldte Hallstatt-tid fra år 1800 til 700 f. K.,
blev Goldberg og Ipf efter de foreliggende fund til centralegne
af større betydning.
Keltiske firkantskanser og
gravfund i Bopfingen ved Steig, Kirchheim, Ries og
Goldburghausen vidner om kelternes høje kulturstade i
yngre jernalder omkring år 500 f. K. Ifølge
gravfund har en social ringe skikket bondebefolkning i
denne tid udviklet sig til en tydeligt erkendelig
overklasse, der boede i bylignende anlæg med omgivne mure.
Omkring år 15 f. K. kom romerne
til Donau og indlemmede egnen syd for Donau i den
romerske provins Raetien, der blev forvaltet fra Augsburg.
Det keltiske Vindeliker i nuværende Ries
forblev derimod foreløbig udenfor det romerske imperium.
Donaugrænsen var ikke særligt
truet, idet den germanske stamme, der boede i det
thüringske område, ikke var fjendtlig sindet overfor
romernes Hermunduren, som de handlede med
og derfor turde overskride grænsen til. Ries, der
formentlig stadigt beboedes af keltere, lå følgelig
relativ fredeligt mellem germanere og romere. Langsomt og
uden kamp kom Ries under romersk
indflydelse og blev besat under kejser Domitian (81-96 e.
K.) og dermed inkorporeret i den romerske
provins Raetien.
Der blev opført kasteller i
Nördlingen, Munningen og Oberdorf am Ipf, det romerske Opia.
Den keltiske befolkning blev
romaniserede og forsvarede som indfødte hjælpetropper det
romerske imperiums nordgrænse. Nu fulgte en fuldstændig
omdannelse af den forhistoriske bebyggelses-
og erhvervsstruktur. De gamle bebyggelser blev opgivet, og
mange villae rusticae blev skabt som
enkeltgårde. I kastellernes nabolag dannedes
boligbebyggelser såkaldte vici. De endnu i dag synlige ofte
snorlige romerske veje var afgørende forbedringer. For
eksempel Via Claudia Augusta fra Italien over
Donauwörth i Ries og vejen fra Faimingen ved Lauingen over
Härtsfeld til Oberdorf am Ipf til det
derværende trækastel. Kastellet lå i området nord for den
nuværende katolske Kristus-Konge kirke, og
med sine 1,7 ha havde det plads til en 500 mand stærk
auksiliær kohorte. Efter nedlæggelsen af kastellet
i begyndelsen af det 2. århundrede vedblev en lille
landsby at bestå. Dens navn Opia hænger vel sammen
med Ipf.
Med udbruddet af
markomannerkrigen 167 e. K. var den århundrede lange fred slut også i
Ries. Til sikring af Raetien havde den raetiske limes
(dvs. grænse) en 160 km lang gennemgående mur.
Dens rester kan endnu i dag beses som Pæle- eller
Djævlemur. År 233 hærgedes Raetien for første
gang af de ved den midterste Elben siddende alemannere.
Ries blev taget i endelig besiddelse af dem i år
260. Romerne trak grænsen tilbage til Donau, hvor de blev
til ind i det 5. århundrede. De romerske byer
og villaer forfaldt. Den samlede beboelsesstruktur
ændredes igen og der dannedes det landskab med
bondelandsbyer, som vi endnu i dag er fortrolige med.
Endnu til år 450 kæmpede raetobarierne i
romerriget. Raetobarierne var en alemansk hær af
lejetropper, der stammede fra Ries. Navnet på den
gamle romerske provins Raetien, der rækker fra Hesselberg
i nord til alperne ved Genfersøen i syd, blev
bevaret til i dag i navnet på landskabet Ries. Muligvis er
førgermanske befolkningsdele fra keltertiden
forblevet her.
I alemannertiden blev grundlagt
byer med endelsen -ingen og -heim, fx Bopfingen, Nittingen,
Holheim, Belzheim. Efter frankernes sejr over alemannerne
i år 496, blev også Ries en del af frankerriget.
Fra denne tid er i Bopfingen, Oettingen og Belzheim
bevaret rækkegravene, der var beliggende tæt ved de
større gårdområder. Gårdene bestod af store bindingsværkshuse,
omgivet af små hytter. Ved siden af de
store herregårde med hoveriarbejdere fandtes også gårde
med frie folk (Schenken). Kristningen må være
afsluttet år 760, hvor den frankiske abbed Hariolf
grundlagde klosteret Ellwangen. I franker- og
karolingertiden under Ottonen og Saliern tabte Ries sin
betydning som grænseegn mod Bayern.
Fra 1007 forekommer Comites in
pago Reciae dvs. greverne af Riesgau. De er efter de nyeste
forskningsresultater forfædre til Stauferne (kejserslægt
med blandt andet den legendariske kejser
Barbarossa). Til deres besiddelser hørte bl.a. Bopfingen,
Flochberg, Wallerstein og Hartburg. Ca. 1140
blev greven af Oettingen indsat som deres bestyrer. Efter
hohenstaufernes undergang overtog oettingerne
deres besiddelser. Det 14. århundrede bragte grevehuset
det endelige tab af rigsstaden Nördlingen og
Bopfingen, medens de ved overgangen til den hjemmehørende
egnsadel i oettingsk vasallitet
konsoliderede deres monopolmagt. De kunne imidlertid ikke
etablere et fælles suverænitetsområde som
hos deres naboer
wittelbacherne og württembergerne. Udøvelsen af den grevelige højhedsret
udstrakte
sig dog til landsbyerne og de mindre bondebedrifter og
møller. Doms- og højhedsret udøvedes og
forvaltedes også af klosteret Ellwangen, Kirchheim im Ries
og Kaisheim, af den tyske orden og af
rigsstaden Nördlingen og Bopfingen. Ries var således i sin
herskabelige splittethed en miniature af det
tyske rige.
Ind i denne tid blev Berchtold
Hopfertzitz født. Han nævnes i 1480 og
må være født omkring
1390, i en tid da erindringen om den sidste hohenstaufer
Konradin endnu var ung.
Dette tilbageblik i historien er
indsat foran vor egen slægtshistorie, for at gøre os fortrolige
med stedet og tiden for slægtens fremkomst. Det står
enhver frit for at betragte sig som efterkommer af
et stenaldermenneske i Ofnethöhle, en kelter fra Ipf, en
romer fra Opia/Oberdorf, en raetobari fra Ries, en
alemanner fra Bopfingen, en kriger hos en hohenstaufer af
Flochberg eller, hvad der er det sandsynligste,
en simpel landmand fra Ries.
Følgende beskrivelse af
overamtet Neresheim fra 1872 indeholder udsagn om en indbygger,
der ikke skal forties: ”Beboerne er for det meste af
gennemsnits højde. Stærke, stædige og udholdende.
Man træffer sjældent smukke, sunde skikkelser med bløde
afrundede former, derimod så meget mere
ranglede, hærdede og vejrfaste. Det hårde arbejde allerede
fra ungdommen er ikke gunstigt for udvikling
af smukke og tiltalende kropsformer. Derfor ser de fleste
folk noget ældre ud, end de i virkeligheden er”.
Måske måtte forfatteren ændre sin mening om de ”smukke
skikkelser”, hvis han havde kunnet deltage i
en af vor storfamilies slægtsdage.
Hopfenzitz slægten
Den tyske
slægtsbog kan som nævnt i dag opremse mere end 2.600 navnebærere i Tyskland.
Igennem mere
end 600 år er de kommet fra en række landsbyer øst for Stuttgart i Baden-
Württemberg tæt på
grænsen til Bayern. Landsbyerne ligger alle indenfor det på kortet indrammede
område på omkring 50 x 50
km.
I
århundredernes løb har slægten bredt sig fra den ene landby til den næste,
således at
slægtsbogen i dag kan
opregne slægtsgrene fra følgende 15 landsbyer:
Oberdorf
am Ips (32/0), Gmünd-S (395/30), Brenz (367/79), Aufhausen (282/31),
Iggenhausen (240/46),
Gundenfingen (232/50), Röttingen (228/6), Waldhausen (148/56), Lippach
(133/-), Unterkochen (133/60),
Nittingen (113/54), Holheim (105/49), Ebnat (94/58), Ellenberg (75/50),
Gmünd-Z (51/15). Tallene
i parentes viser slægtsgrenenes samlede antal navnebærere i tidens løb i alt
2.628 og efter skråstregen de i alt 584 navnebærere, der
endnu i dag (1990) lever i de enkelte landsbyer.
Baden-Württemberg og Bayern med Hopfenzitz’ernes hjemegn
Blandt slægtsmedlemmerne er mange bønder og håndværkere men
også jernbanefolk,
arbejdere,
købmænd, arkitekter, pædagoger og borgmester.
Men først og fremmest har der i tidens løb været mange
møllere, der i århundreder har
siddet
på egnens møller.
Siden 1985 har Hopfenzitz’erne afholdt i alt 4 meget
vellykkede slægtstræf. Det sidste
slægtstræf
(skrevet i 1991) var med 170 deltagere, her i blandt 5 møllermestre.
Den oprindelige slægt fra Oberdorf am Ipf
Landsbyen Oberdorf am Ipf er i
dag sammenvokset med Bopfingen. Den lå ved Ipfs sydlige
fod, hvor floden Sechta løber sammen med Eger. Den var
beskyttet af bjerget Ipf og af Kargstein,
Tonnenberg og Sandberg og bød på en herlig udsigt til Ipf,
til ruinen Flochberg, til Härtsfeld og til den
endnu brede Eger dal over Schlägweid til Aufhausen med
ruinen Schenkenstein.
Det gamle romerske Opia udgjorde i alemannertiden
den øvre landsby i sognet Bopfingen,
der senere selvstændiggjorde sig
med den nedre landsby. Oberdorf nævnes første gang i 1268. Indtil
1803 ejede følgende ejendomme
her: rigsstaden Bopfingen, klosteret Kirchheim am Ries und Kaisheim,
hospitalet i Nördlingen samt
fyrsten af Oettingen-Wallerstein, der også havde den høje domsret. Kirkeligt
hørte den til Bopfingen, der indførte
reformationen for sine indbyggere i 1542. De indbyggere, der tilhørte
klosteret og greven, blev henvist
til det katolske sogn Röttingen, senere til Aufhausen.
Fra 1510 boede talrige
israelitter i den oettingske del af landsbyen. De byggede i 1704 den
endnu bestående synagoge.
I dag er Oberdorf am Ipf et
delsogn i byen Bopfingen.
De første spor af vore forfædre
findes i kirkebøgerne for den tidligere katolske sognekirke
Sankt Blasius i Bopfingen, i dag evangelisk stadskirke.
Det er kun lykkelige omstændigheder, vi kan takke
for, at de uskadte har overlevet Trediveårskrigen og endnu
i dag findes tilbage til 1546.
Et sjældent næsten enestående
træf for slægtsforskningen er fundet af såkaldte sjælebøger
fra 1401, 1480, 1506 og 1517 med indførsler fra 1356. Heri
findes navnebærere og med største
sandsynlighed også direkte forfædre tilbage til ca. 1390.
1. generation
Berchtold Hopfertzitz fra Oberdorf am Ipf
Født
omkring 1390. Død i Oberdorf før 1480. Skænkede ifølge Bopfingen sognekirkes anden
sjælebog
1 pund af en eng ved Lederwinkel an der Sechta til en mindemesse. Eftersom der
i sjælebogen i
året for
bogens oprettelse i 1480 er indskrevet to andre besiddere på den tid, må
Berchtolds årsdag være
indstiftet
tidligere. Den efterfølgende gaveindførsel i sjælebogen er dateret 1456.
Berchtolds gave må
altså
være skænket før. Hans herkomst er ikke nævnt. Man må tro, at dette sted var
Berchtolds hjemby
på grund
af stedshenvisningerne til Lederwinkel an der Sechta, der løb gennem Oberdorf,
og på grund af
de andre
donatorer af engene i Lederwinkel, der alle boede i Oberdorf. Gavebeløbet 1
pund = 240 heller
er meget
stort med den daværende pris på 24 heller for 100 æg og udgør efter nutidig
værdi ca. 300 DM.
Giveren
var vel, som ejer af en eng, bonde eller håndværker og ikke ubemidlet. På grund
af den senere
udflytning
til det nærliggende Aufhausen kan man gætte på et oettingsk ejendoms- og
lensherreskab for
de oberdorfske Hopfenzitz’ere.
2. generation
Mertin
(Martin) Hopfertzitz fra Oberdorf am Ipf
Født
omkring 1437. Død efter 1480. Kaldet Bager Mertin til Oberdorf. Var vel søn af
Berchtold
og bager
af profession. Blev i den i 1480 anlagte anden sjælebog kaldt bestyrer dvs. forpagter
af en halv
dagsværk
stor høeng, der lå ved møllemosen mod Röttingen og blev kaldt mølleengen. Det
kan her kun
dreje
sig om en eng ved Eger i retning af Schlägweid. Forpagtningen beløb sig til 18
schilling årligt (i dag
ca. 270
DM). Denne eng blev mellem 1427 og 1437 skænket af Adelheid Job til Bopfingen sognekirke.
Den til
helgenen Georg indviede kirke i Oberdorf blev bygget i Mertins levetid.
Indskriften
over
kirkens sydport ”Anno domini 1463” henviser til en fornyelse af skibet og
nybygning af koret. I første
etage af
det gamle tårn fandtes et kapel. Hertil blev tidligere ledt en Georg kilde, der
udsprang ikke langt
derfra,
og hertil valfartede man ret ivrigt på grund af den helbredende kraft.
3. generation
Thoman (Thomas) Hopfertzitz fra Oberdorf
am Ipf
Født
omkring 1467. Død efter 1514. Han klagede 1513 sammen med Jörg Kobel til
amtmanden i rigsstaden Bopfingen
over Hans Scheler den yngre og den ældre. Den ene var forpagter i
Oberdorf den anden fåreavler.
Fåreavlen havde tradition i Oberdorf. Landsbyen havde fåreenge bag Ipf og
overdrevsretten over Bopfingens
østdel af bjerget. Thomas var sammen med den hjemmehørende
Schelhansen, der ifølge første
Bopfinger sjælebog ejede en mark og et område omkring en bondegård i
Oberdorf. Klagen mod Oberdorf
fårehyrden over fjernelse af lam blev ikke imødekommet. Mere succes
havde han med den pågældendes
far, som vor forfader anklagede for at have solgt ”bladrige [blätriger]
får” til Bopfingen.
Vi antager, at Thomas var søn af Mertin.
Besiddelsen af nogle lam må for ham have været
klagen til rigsstadsretten værd.
I dåbs- og vielsesregisteret for Bopfingen
sognekirke møder vi Jörg og Lienhard Hopfenzitz,
der sandsynligvis var Thomas’
sønner. Medens Lienhard kun nævnes en gang i 1555 som fadder, nævnes
Jörg første gang 1565 og 1567 i
ægteskabsbogen ved sine børn Marias og Wolfgangs bryllupper. Jörgs
barnebarn Georg fødes 1557.
På grundlag af mange erfaringer kan jeg med ret
stor sikkerhed anslå datidens mænds alder
ved
bryllup til 30 år og for kvindernes vedkommende til 20-25 år. Efter den førnævnte fødselsdag for
barnebarnet
Georg i 1557 kan fødselsåret for Jörg tilbageregnes til 1497. Samme
beregningsmåde for
Jörgs
sandsynlige forfædre giver følgende fødselsår: Thomas 1467, Mertin 1437 og
Berchtold 1390. Ved
den
sidste anslår vi et tidligere fødselsår, da han ved den stort anlagte gave i
1456 allerede må have
været
ældre.
For denne anerække må vi gøre krav på samme
sandsynlighed, som ansete historikere
indrømmer
hohenstauferne for at udlede deres herkomst fra greven af Ries- og Sualafeldgau
(Maurer,
Decker-Hauff).
4. generation
Jörg Hopfenzitz fra
Oberdorf am Ipf
Født
omkring 1497 i Oberdorf og gift med Apollonia. Død før 1582.
Han fik 6 børn: Hans født omk. 1527, senere
hjulmager i Oberdorf, Gangolf født omk. 1537,
Jakob født
omkr. 1542 og senere ellwangsk sognefoged i Aufhausen, Marie født omk. 1545,
”Joergen
Hopffenzizers datter”, der 1565
i Bopfingen ”mit Spahner zur Kyrchen gangen” dvs. giftede sig,
Margaretha født omk. 1545, der
holdt bryllup 1565 i Bopfingen med Clemens Storm, samt Anna ”salig
Jergs efterladte datter” født
omk. 1547, der giftede sig i Bopfingen 1582 med Lienhard Mog i Bopfingen.
Dag og måned for Annas bryllup
kendes ikke. Vi kan dog med sikkerhed sige, at det ikke har fundet sted
mellem den 5. og 14. oktober, da
disse dage uden videre blev fjernet ved indførelsen af den gregorianske
kalender af pave Gregor XII og
hans lærde. Herefter stemmer vor kalender igen.
Jörg oplevede bondekrigstiden tæt på. Omegnens
oprørske bønder forsamlede sig den 11.
marts 1525 på den lange eng ved
vejen fra Bopfingen til Kirchheim am Ries og krævede af rigsstaden, at
den indførte den nye lutherske
lære samt formindskede hoveriet. Den ”ipfske flok” lejrede sig derefter ved
Ipf og ved Blaiche an der Eger
foran Pæreporten og forlangte desuden Oberdorf kirkens helgenpenge
(kirkeskat). Derefter var
Oberdorf bønderne særdeles utilfredse. Efter afslag forenede de sig med den
”store flok” i Deiningen, men
blev tilintetgørende slået af ansbacherne den 3. maj ved Wassertrüdingen.
De tilfangetagne, hvorunder
ifølge de foreliggende lister også fandtes oberdorfer bønder, måtte betale
høje bøder for frigivelse.
”Ellwanger flokken” belejrede forgæves Baldern og Kapfenburg. På tilbagetoget
nedbrændte de borgen
Schenkenstein i Aufhausen, da bonden Jäklin fra Oberdorf havde ladet melde til
flokken, at borgfogeden hentede
forstærkning. Det berettes, at aufhauserne og oberdorferne også havde
fisket borgens forelledam tom.
Den
17. maj 1525 var bondekrigen i Ries slut. Domsherren, greven af Oettingen,
krævede 6
gylden fra hver deltager.
Anføreren Hans Beck fra Zöbingen fik øjnene stukket ud på borgen Wallerstein,
og alle indrømmelser til den nye
religion blev trukket tilbage. Mon også vore forfædre måtte betale 6
gylden.
Bopfingen bestemte sig 1546 for reformationen.
Den nye tro blev prædiket der og i Oberdorf
kirken. Vielser blev foretaget
af sognepræst Johann Vogler og den i Oberdorf hver 14. dag prædikende
diakon
Valentin Mauer. Vi kan takke begge for Bopfingens ældste dåbs- og vielsesbog
og dermed for vor
nutidige genealogiske viden.
Jörg og hans familie fik også siden hen
vanskeligheder at bære. I den schmalkaldiske krig
1546 blev Nördingen besat af de
evangeliske til forsvar for den nye tro. Historien kan berette, at
omkringstrejfende pak også
plyndrede de stakkels Bopfingen indbyggere i Oberdorf, så de med kone og
børn måtte tage tiggerstaven.
Men rædslerne ville ingen ende tage. Den 26. november 1546 rykkede den
katolske kejser Karl V, der kom
fra Härtfeld, ind i Bopfingen i dyb sne og stor kulde. Han lå der til 29.
november, mens hele omegnen
først og fremmest Flochberg og Oberdorf blev oversvømmet af den
tøjlesløse hær, og ”mennesker
blev brændt, kvinder og børn blev skændet og lemlæstet”. Overalt lå
dræbte mennesker, nedstukket
kvæg og knuste vogne. ”Par dio, den lille by har vi behandlet groft” skal
kejseren have sagt ved
afmarchen. Indtil 1554 blev der igen prædiket katolsk, men reformationen blev i
1577 endeligt indført for
Bopfingen indbyggerne også i Oberdorf og Röttingen.
Jörg og hans familie havde overlevet den
frygtelige krigsrummel. Alle 6 børn giftede sig
mellem 1557 og 1582. Først i
1582 ved den yngste datter Annas bryllup med Lienhard Mog blev faderen
omtalt som ”Jerg salig” og
dermed som død.
5. generation
Jakob
Hopffenzitz fra Oberdorf am Ipf
(Se også
Slægtsgrenen Aufhausen nedenfor)
Født omkring 1542 i Oberdorf som formentlig
tredje søn af Jörn. Blev senere sognefoged for
Aufhausen. Slægtskabet med Jörg
er ikke sikkert fastslået.
Jakob giftede sig den 9.2.1572 med Katharina
Purkhart i Bopfingen, der fra 1586 til 1598
hyppigt er nævnt som fadder i
Aufhausen. I vielsesbogen for Bopfingen er under vielsesdatoen skrevet
”Aufh”. Jakob er altså flyttet
dertil. Ægteparret fik 8 sønner og 1 datter i Aufhausen. Jakob, der døde før
1603, er stamfader til
slægtsgrenen Aufhausen. Se nærmere nedenfor.
Efterkommerne efter Jörg født 1497 har efter
deres hårde og farlige ungdom under den
schmalkaldiske krig levet i en
relativ fredelig tid til deres død. Som hjulmager og gårdejer i Oberdorf og
som sognefoged for Aufhausen har
Jörgs sønner ”drevet det til noget”.
Slægtsgrenen Aufhausen
Følgende egnsbeskrivelse for
Aufhausen er taget fra Aufhausen kirken Skt. Nikolaus’
kirkebog. Den blev forfattet 1823 af daværende sognepræst
Hilar Reiter:
”Landsbyen Aufhausen ligger i en
snæver dal mellem høje skovbevoksede bjerge. Husene
står for størstedelen på det smalle område ved floden
Eger, der udspringer mod vest omkring tusind skridt
derfra. Kun få huse på højre side af gaden mod Bopfingen
ligger på kapelbjergets højder. Hele
beliggenheden er mere sund end tiltalende, selvom
frugtbarheden ikke er den bedste på grund af den
stenede jordbund og den uvenlige luft fra de mange
skovstrækninger. Eger floden er rent kildevand. Jo
fattigere de nære og fjerne højdedrag er på vand, desto
mere betyder næringskilden for Aufhausen. Langs
Eger befinder sig mølle ved mølle, der ved vandmangel
hyppigere end ellers besøges langvejs fra. Således
findes indenfor sognet (anm.: inklusive Oberdorf) 1
oliemølle, 1 papirmølle, 2 valkemøller, 2
savværksmøller, 3 ipsmøller, 8 tregangs- for det meste
overslående malemøller. Større og mindre
bondegårde findes ikke. Rigdommen er forsvunden og fast
udkomme trådt i stedet. Sparsommelighed
uden karrighed er et smukt karaktertræk. Kirken Skt.
Antonius og Nikolaus blev bygget 1702 og udvidet
1766, fordi fremmede altid søgte gudstjenesten, når de leverede
mel, træ, olie og ips til møllerne. I
kirkens presbyterium findes mange stole til højre og venstre
til møllerne.”
Aufhausen var efter denne
beskrivelse en central mølleegn for de ofte under vandmangel
lidende egne frem for alt Härtfeld. Dens beskedne velstand
skyldtes dette erhverv. Møllerne tilhørte den
ansete del af menigheden og turde tage plads i korstolene i kirken.
Egnen blev 1613 solgt af
Schencken zu Schenkenstein til den katolske greve af Oettingen-
Wallerstein men havde dog til 1750 også ellwangske og
ansbachske undersåtter. Ved arvedeling tilfaldt
den Oettingen-Baldern fra 1623 til 1798.
Befolkningen bestod dengang for
op mod 43% af jøder. Forholdet til dem var åbenbart godt.
I 1823 modtog forsanger for den israelitiske menighed
Bonin Frölich ifølge sogneregnskabet en kapital på
55 gylden til 5% rente fra den katolske sognepræst Reiter.
Jøden Samuel Swarzeisen giftede sig endog
ind i en katolsk familie.
Kirkeligt var Aufhausen indtil
reformationen filial til Bopfingen, derefter hørte den til
Röttingen indtil 1723, hvor den blev et selvstændigt sogn.
Röttinger kirkebogen indeholder under 23.
september 1723 denne indførsel: ”1723 hoc anno ducessit
Aufhausen” (1723 gik Aufhausen bort).
Denne lille landsby i Eger dalen
- i dag en bydel til Bopfingen - spiller en betydningsfuld rolle i
historien om vor slægt, der boede her fra 1582 til 1818.
Fra slægtsgrenen Aufhausen stammer alle øvrige
slægtsgrene med undtagelse af slægtsgrenen Röttingen. Her
blev møllertraditionen i vor slægt grundlagt.
Ifølge vandrettighedsbogen for Aalen amt (gennemset
i 1990), findes der set fra Egers
udspring følgende møller
i Aufhausen (i parentes er angivet de tidsrum, i hvilke Hopfenzitz’er har
drevet
møllen):
-
Valke- og oliemølle, der allerede fandtes fra begyndelsen
af det 16. århundrede og tilhørte
præstekaldet
Bopfingen (Valkemølle 1680-1684).
-
Overmølle, hvis vandbenyttelsesret fandtes siden det 14. århundrede
(Øvre Engmølle 1752-
ca.1771,
i dag Ladenburger Savværk).
-
Flormelsmølle, senere Ladenburger Kværnmølle (1768-1814, i
dag beboelseshus i Ladenburger
Savværk).
-
Smedemølle, der fandtes siden middelalderen, senere Gatter
Korn- og Sædmølle.
-
Ellwangsk mølle, der 1443 tilhørte klosteret Ellwangen
(1670-1681), første mølle nedenfor Eger
efter
vejbroen.
-
Formalings- og oliemølle siden 1833.
-
Øvre Schlägweid Mølle med fælles sluse for begge
efterfølgende møller. Den fandtes allerede 1584
(1604-1752
som Øvre Schlägweid Mølle, Øvre Mølle eller Klejnemølle, i dag landbrug for
æresslægtning
Walter Bänisch)
-
Baiermølle, tidligere Midtermølle, oprindeligt en olie- og
malemølle. Slaggemølle i 1594 på hvilken
tid der
fandtes et jernværk. (i dag Firma Pröll).
-
Nedre Schlägweid Mølle, der allerede fandtes i 1584
(1620-1676 som Nedre Schlägweid Mølle og
muligvis
som Stainmølle på Schlegweid eller Stainlins Mølle. I dag Bopfingen
Andelsmølle).
-
Stenmølle i Oberdorf, der allerede fandtes i 1584, med
fælles sluse også for Sømmøllen (eventuelt
også som
Stainmølle eller Borgmester Georg Stainlins Mølle)
-
Sømmølle i Oberdorf, der allerede er nævnt 1634 (1659 som
Sømmølle for Caspar Steinlin).
Det var derfor god tradition at optage den
nuværende besidder af Øvre Schlägweid Mølle
Walter Bänisch og hans
frue som æresslægtninge ved slægtsforeningens første slægtsdag i 1985. Denne
mølle var i vor slægts
besiddelse i århundreder.
Desværre er en for vor slægtsforskning vigtig
kirkebog forsvundet siden 1977, nemlig ”Liber
parochialis ecclesia Aufhausianna, Conjugatorum et
Mortuorum inceptus ab anno 1723-1825” (Dåbs-,
vielses- og dødebog). Det
er forsøgt at supplere oplysningerne ved hjælp af slægtens slægtsregister.
Åbenbare fejl og
ufuldstændigheder i dette register medfører, at dette supplement ikke altid
er tilforladeligt.
Læseren må bære over med fejl i så henseende.
5. generation
Jakob Hopffenzitz fra Aufhausen
(Se også Den oprindelige slægt fra Oberdorf am Ipf ovenfor)
Født omkring 1542 i Oberdorf og
stamfader til slægtsgrenen Aufhausen. Han giftede sig
9.2.1572 i Bopfingen med Katharina
Purckhart, der blev moder til hans otte børn.
I Bopfingen blev ”prædiket den nye lære” fra
1525. Reformationen sluttede i 1577, hvorefter
de bopfingske indbyggere i
Oberdorf, Aufhausen, Flochberg og Röttingen var reformerede. Bryllupper og
dåb i Jakobs familie fremkom i
kirkebøgerne for den reformerede sognekirke i Bopfingen, og den stedlige
sognepræst indførte først den
31.1.1614 beklagende i kirkebogen, at også Aufhausen beboerne fremtidigt
måtte lade sig vie og døbe i
sognekirken i Röttingen.
Den første søn Jerg født 1573 døde straks efter
fødslen. 1574 blev sønnen Georg født. 1575
fødtes sønnen Melchior,
som senere giftede sig som møller fra Aufhausen. Melchior blev stamfader til
slægtsgrenen Brenz. Sønnen
Bernhard født 1576 overtog senere overmøllen i Lauchheim. Apollonia født
1578 giftede sig omkring 1600
med enkemanden Hans Gentner fra Aufhausen. Sønnen Hans født 1580
giftede sig 1604 med møllerenken
Apollonia Fohrner fra Øvre Schlägweid Mølle, der derefter forblev i
slægtens besiddelse i næsten 200
år.
Der er for disse 6 børn ikke anført fødested i
Bopfingen dåbsbog. De er med ret stor
sikkerhed født i faderens bosted
i Oberdorf. Først fra 1582 bliver der indført et eget afsnit for Aufhausen i
dåbsbogen. Sønnen Johannes er
1582 født i Aufhausen som første Hopfenzitz, ligeledes i 1586 sønnen
Michael. For ingen af dem kendes
yderligere oplysninger.
I Bopfingens vielsesbog er lige nedenunder bryllupsindførslen for Jakob med anden skrift
noteret ”Aufh”, hvilket henviser til familiens flytning. Da sønnen Johannes er født i Aufhausen 1582, kan
vi ansætte flytningen fra Oberdorf til Aufhausen til cirka dette år, selvom Jakob endnu i 1585 som fadder
ved Strobel bliver beskrevet som ”Jakob Hopfenzitz fra Oberdorff”, fra 1586 altid som ”fra Aufhausen”.
Ved et fornyet fadderskab den 20.10.1591 og senere i 1593 og 1598 bliver Jakob omtalt som
”sognefoged af Aufhausen”.
Hustruen Katharina er død mellem 1586 og 1600.
Jakob giftede sig anden gang den 30.6.1600 med Barbara Fohrner fra Bopfingen. Der kom
ingen børn i dette ægteskab. Forlover var bl.a. - og dette viser Jakobs høje anseelse - Jakob Reiter,
borgmester for Bopfingen og Leonhard Eisenbart fra Aufhausen. I Bopfingens vielsesbog blev Jakob
betegnet som enkemand og ellwangsk sognefoged for Aufhausen. Muligvis sad han på den ellwangske
mølle.
I Ludwigsburg Statsarkiv (Ellwangen stift,
repertorium 14 IV bind, dokument 16 2b, 6
dokumenter) findes en skrivelse
af 8.6.1595 fra Samuel Ringler, ellwangsk foged til Röthlen, til ”hans
højærværdige fyrste hr.
Wolfgang, provst og herre til Ellwangen” (Wolfgang von Hausen/Donau 1584-
1603), om de uretfærdige
opkrævninger af høtiende til abbedissen af Kirchheim i Ries (Apollonia
Schrötlin
1584-1631) for høengene
tilhørende de ellwangske indbyggere Jacobus Hopfenzitz og Hansens Walters.
Med datoen 16.6.1599 findes i arkivet en
skrivelse fra Johannes Christoph Sebastian fra
Jaxheim i Aufhausen til fogeden
Samuel Ringler om den ellwangske sognefoged Jacob Hopfensizens
forpligtelse overfor Aufhausens
ret til at foretage en fælles opmåling af nogle gårde.
Jakob oplever ganske vist i sin tidlige ungdom
i Oberdorf den schmalkaldiske krig, men han
kunne
leve relativt fredeligt med sin familie i Aufhausen, hvor han nød høj anseelse
og også velstand, for
hans
sønner blev mølleejere i Aufhausen, Brenz, Lauchheim og på Schlägweid. Han
lagde grundstenen til
Hopfenzitz’ernes
efterfølgende møllertradition.
6. generation
Melchior Hopfentzitz fra Aufhausen
Født
1575 i Oberdorf og gift med Apollonia. Han blev ved hans eneste barn Joannes’
fødsel i
1604 betegnet som møller i
Aufhausen. Fadder til denne søn var Hans Negelin fra Lauchheim. Valget af en
fadder fra Lauchheim er ifølge Aufhausens
dåbsbøger usædvanligt, men viser bestående familiære
forbindelser gennem Melchiors
broder Bernhard, der ejede den øvre mølle i Lauchheim.
Yderligere oplysninger om Melchior og hans familie er ikke fundet i Aufhausens kirkebøger
eller i nabosognene. En Melchior og en Johannes Hopfenzitz optræder senere som møllere i Brenz. Vi går
ud fra, at Melchior med hustru og barn er draget til Brenz, og at sønnen Johannes bliver stamfader til
slægtsgrenen
Brenz. Se nærmere nedenfor.
7. generation
Johannes Hopfenzitz fra Aufhausen
(Se også Slægtsgrenen Brenz nedenfor)
Født 1604 i Aufhausen. Han efterlod sig ingen
spor i de stedlige kirkebøger. Som anført
ovenfor under hans far Melchior
er han vel identisk med den senere Johann, borger og møller i Brenz og
stamfader til slægtsgrenen
Brenz. Se nærmere nedenfor.
Slægtsgrenen Brenz
Overamt Heidenheims beskrivelse
fra 1844 tegner følgende billede af landsbyen Brenz og
dens beliggenhed:
”Brenz begrænses delvis af Brenz
dalen, delvis af en jævnt stigende skråning mod de mod
vest liggende højder og af Donau sletten, som Brenz dalen
munder ud i. Den østlige grænse er samtidigt
landegrænse mod Bayern. Markedsflækken Brenz ligger meget
frit og åbent mod vest med nogle huse på
højre bred af Brenz floden, hvorover en træbro fører.
Landevejen går fra Heidenheim til Gundelfingen og
Augsburg, og en god lokalvej fører over Niederstotzingen
til Ulm. Egnen tager sig her vældig godt ud fra
alle sider. Husene næsten alle dækket med tegl, og de nye
er stenmurede. Allerede på langt hold trækkes
blikket mod slottet, der tilhører staten. Overfor slottet
ligger den romerske sognekirke, der blev bygget i
midten af det 12. århundrede. I næringslivet står to
malemøller højt, hvoraf den Fetzerske er den mest
betydningsfulde af alle Brenz’ møller. De talrige
linnedvævere, der arbejder for udenbys firmaer, er meget
trykkede af forholdene.”
I dag kommer man til Brenz ad
motorvej A 7 øst for Ulm over afkørslen Niederstotzingen
eller med banelinien Ulm - Heidenheim - Aalen.
Egnen tilhørte i middelalderen
slægten Güssen, der var lensmænd for greven af Helfenstein
og greverne fra Oettingen. Højtforgældet overgik Brenz i
1613 til huset Württemberg, efter at det fra
1608 var blevet forvaltet af Württemberg og Pfalz Neuburg
i fællesskab. I 1615 erhvervede Württemberg
de i Brenz endnu bestående lensrettigheder fra greven af
Montfort, herunder slottet samt ”møllestedet
kaldet Engmøllen med alt tilhørende beliggende nedenfor
dammen ved nedre Brenz ved Suntheim.”
Hertug Johann Friedrich af
Württemberg overlod 1617 den i mellemtiden reformerede flække
til sin bror Julius Friedrich af Württemberg. Flækken
hørte til denne weiltingske-brenzske linie indtil
tilbagefaldet til den württembergske stamlinie i Stuttgart
i året 1705.
Fra 1629 kan Hopfenzitz’erne
eftervises i Brenz som møllere på den ydre mølle, også kaldet
Engmøllen - den senere Fetzerske Mølle.
Dåbs-, vielses- og dødebøgerne i
den evangeliske stadskirke i Brenz begynder først i året
1648 ved slutningen af Trediveårskrigen, hvor landsbyen og
slottet blev nedbrændt. Hopfenzitz’erne
findes første gang:
-
i dåbsregisteret den 19.3.1650 med Rosine, datter af
Johann Hopfenzitz og hustru Engla,
-
i ægteskabsregisteret den 30.1.1665 med Melchior
Hopfenzitz og Walburga Büntelin. Forældre:
Johann Hopfenzitz og Engla.
-
i døderegisteret 1652 med Martin, søn af Johann Hopfenzitz
Herkomsten for Johann Hopfenzitz, borger og møller
til Brenz, er ikke nævnt i kirkebogen.
Henvisning til herkomst
og afstamning mangler (se dog Slægtsgrenen Aufhausen ovenfor).
Ved studium af kirkebøgerne for det katolske,
pfalz-neuburgske-bayerske sogn Gundelfingen
ved Donau, der foreligger
fra 1632, blev følgende indførsler fundet:
-
i dåbsbogen den 18.11.1646 for Catharina, datter af
”Matthias og Anna fra Brenz”,
som
fadder: Engel (også Engla eller Angela) Hopfenzitz.
-
i dåbsbogen den 15.1.1647 en datter Anna. Forældre: Hans
Hopfenzitz og Engel.
-
i dåbsbogen i marts 1649 en søn Matthias. Forældre: Hans
Hopfenzitz og Engel.
Det drejer sig utvivlsomt om de i Brenz nævnte ægtefolk Johann og Engla og de i
Gundelfingen fundne Hans
og Engel, så meget mere som den i Gundelfingen fødte datter Anna giftede sig
1664 i Brenz med Martin
Sterk, hvorved Annas fødselsår er angivet til 1647 uden dag og måned og sted,
idet disse data ikke
kunne findes i egen kirkebog. De senere i Brenz giftede sønner af ægtefolkene
Johann
og Engla Hopfenzitz, Hanb og Melchior, er formentlig født i Brenz allerede før
1648.
I Aufhausen blev der 14.1.1575
født en søn Melchior som tredje barn af den derværende
sognefoged og stifter af slægtsgren Aufhausen Jakob
Hopffenzitz (født omkring 1542). Melchior fik
22.4.1604 i Aufhausen en søn Johannes. Fader Melchior blev
ved en dåbsindførsel i 1604 betegnet som
”møller fra Aufhausen”. Melchior, hans hustru Apollonia og
søn Johannes findes ikke mere i kirkebogen,
hverken i Aufhausen eller i omegnen.
Det kan formodes, at møller Melchior Hopfenzitz er
draget fra Aufhausen enten direkte til
Brenz eller dertil over
Gundenfingen, hvor han har overtaget den ”ydre mølle”, den senere Engmølle.
Herfor taler yderligere:
-
Ifølge ægteskabsbogen for Brenz har Georg Mack fra Brenz
den 3.10.1654 giftet sig med Ursula
Hauf fra
Röttingen. Der har altså bestået forbindelser mellem begge steder.
-
Herrerne til Gundelfingen, hvis hovedgren senere kaldte
sig ”af Hellenstein” hhv. ”af Helfenstein”
var siden
gammel tid velstående i Bopfingen egnen. De stammede fra herrerne af Bopfingen
og
herrerne
af Flochberg. De ejede fx gården i Hohenberg ved Härtsfeld, Sachsenberg ved
Aufhausen
samt
godser i Lauchheim. Melchior Hopfenzitz’ flytning fra en mølle i Aufhausen
tilhørende herrerne
af
Gundelfingen eller deres efterfølger er derfor mulig og trolig.
-
Jakob Hopfenzitz’ (født omkring 1542) sønner i Aufhausen
har alle sammen overtaget møller:
- Georg født 1574, møller i
Aufhausen
- Melchior født 1575, møller i
Brenz
- Bernhard født 1576, overmøller
i Lauchheim
- Hans født 1580, møller på
Schlägweid.
-
I slægtsgrenen Brenz forekommer påfaldende ofte de i
Aufhausen traditionelle fornavne Johannes,
Johann,
Hans Georg og Melchior.
7. generation
Johann (Hanß) Hopfenzitz fra Aufhausen
(Se også Slægtsgrenen Aufhausen ovenfor)
Født 1604 i Aufhausen som søn af mølleren Melchior
og hans hustru Apollonia. Kommer 1629
med forældrene til Brenz. Han
gifter sig der med Engla Wiedemann.
De har 7 børn: Hanß født omkring1629, senere på
Engmøllen, Melchior født 1634 (i Brenz),
senere borger i Brenz og møller
på Engmøllen, Paulus født omkring1642 og stifter af slægtsgrenen
I baggrunden den gamle Engmølle i Brenz, der ejedes af Hopfenzitz
forfædrene i 7.- 10. generation, altså fra 1629 til 1737.
I
forgrunden den senere Fetzerske Mølle.
Gundelfingen, Anna født 1647 i Gundelfingen, der gifter sig 1664 i Brenz med Martin Sterk og 1665 føder
en datter Engla, Matthias født 1649 i Gundelfingen, ingen yderligere oplysninger, Rosina født 1650, ingen
yderligere oplysninger, samt Martin født og død 1652 i Brenz.
Efter slaget ved Nördlingen i 1634 blev det
evangeliske og württembergske Brenz og dets slot
ødelagt og nedbrændt af de kejserlige. Johann og hans familie flygtede
vel med andre indbyggere
(Matthias og Anna fra Brenz) til
det katolske og pfalz-neuburgske Gundelfingen. Familiens flytninger
mellem Brenz og Gundelfingen
bliver forståelige ved Pfalz-Neuburgs forbigående overtagelse af de
württembergske besiddelser fra
1635 til 1650. Begge byer var dengang under samme forvaltning.
I Gundelfingen fødtes Anna 1647 og Matthias
1649. Ved datteren Rosines fødsel 19.3.1650
finder
vi igen familien i Brenz. Ved sønnen Hanß’ bryllup 1651 i Brenz kaldes
brudgommen ”den stedlige
møllers
ægte søn”. Af faderens betegnelse ved den næstfødte søns fødsel som møller på
Engmøllen kan
fastslås,
at allerede fader Johann sad på denne mølle.
Engmøller Johann dør 1671 i Brenz, hustruen
Engla 1677.
Begge sønner Hanß og Melchior har senere
overtaget møllen.
8. generation
Melchior Hopfenzitz fra
Brenz
Født i
1634 Brenz som søn af engmølleren, gift 1665 i nabobyen Bächingen med Walburga
Büntelin, datter
af Thomas Büntelin, husvært, gæstgiver, dommer og helgenplejer i
Bächingen.
Ægtefolkene
fik 3 børn i Bächingen: Catharina født 1665, der senere giftede sig med en fra
Zöschingen, Johann
født 1667, den senere møller på den ”ydre mølle” i Brenz, samt Engla født og
død
1668. Hustruen Walburga døde 1669 i Bächingen.
Melchior har indtil hans ældre bror Hanß døde i 1670 boet i Bächingen og har derefter
overtaget den fædrene Engmølle.
Melchior
giftede sig igen 1670 som borger og møller på Engmøllen i Brenz med Christina
Weit
fra Asselfingen, hvis far var
dommer der.
I andet ægteskab blev født 4
børn i Brenz: Margaretha født 1671, der i 1691 giftede sig i
Brenz
med Sebastian Domberger, Anna født 1673, der giftede sig 1694 i Brenz med
bonden Johann
Müller,
Melchior født 1676, der døde 1693 i Brenz i en alder af 17 år, Veronica født
1685, der giftede sig
første
gang 1707 med garveren Franz Brechenmacher og anden gang 1738 med Johann Leonhard
Althammer.
Hustruen
Christina døde 1687 i Brenz
Engmøller
Melchior Hopfenzitz nævnes sidste gang i 1687 i dåbsbogen som fadder. En
dødeindføring er ikke fundet.
9. generation
Johann Hopfenzitz fra Bächingen
Født i 1667 i Bächingen. Tog
1670 efter moderens død med faderen til Brenz, hvor faderen
giftede sig anden gang og overtog den fædrene Engmølle.
Johann
overtog senere møllen som eneste søn og anføres i kirkebøgerne første gang 1691
som ”møller i Brenz” og senere som ”borger og møllermester
i Brenz”.
Han
giftede sig 1689 i Brenz med Apollonia Keller, hvis far Matthäus var
smed og dommer
der. Apollonia Hopfenzitz bliver 21.2.1692 sammen med
Sigmund Benkhenham, Barthel Heberlein og
Martin Pfeffer nævnt som faddere som stedfortrædere for
”hans højfyrstelige højhed hertug Georg, hertug
af Württemberg og Mömpelgard samt hans højfyrstelige
højhed Friedrich Ferdinand, hertug af
Württemberg”. Sådanne fadderskaber for den württembergske
sidelinie i miniresidensen i Brenz kan
hyppigt findes i dåbsbøgerne.
I
første ægteskab blev født 7 børn: Melchior født 1690 og senere
borger og møller og
lejesoldat i Brenz, Margaretha født 1691 og død 1692,
Matthias født og død 1692, Matthäus født 1693,
borger og slagter i Brenz, Walburga født 1694 døde 9 år
gammel, Catharina født 1696 døde 15 år
gammel, Christian født 1697 døde 1 år gammel.
Hustruen
Apollonia døde 1699, 30 år gammel.
Johann
giftede sig igen 5 måneder senere med møllerdatteren Catharina Bundschuh fra
Herbrechtingen. Hun overtog 4 umyndige børn fra det første
ægteskab.
I
andet ægteskab blev født 5 børn: Anna Maria født 1700 og død 1703, Christina
født 1701,
ingen yderligere oplysninger, Jakob født 1702, ingen
yderligere oplysninger, Anna Maria født 1704, der i
1729 fødte en søn Johannes og i 1738 giftede sig i Brenz
med Johann Georg Gaugenmeier og døde 1749,
Johannes født 1706, der senere overtog den fædrene mølle.
Hustruen Catharina døde 1707, 30 år gammel ”efter at
hun var ganske udtæret i en slem
forfatning”.
Johann
giftede sig tredje gang 1708 med den i 1683 fødte bondedatter Anna Schmid fra
Brenz, der overtog 5 børn fra første og andet ægteskab.
Yderligere tre børn blev født, der dog døde straks
efter fødslen: Eva født 1710, Georg født 1712 og Johann
Martin født 1715.
Hustruen
Anna døde 1717, 33 år gammel.
Johann giftede sig fjerde gang 1717 med Walburga Löwenhag fra Brenz, hvis far var farver
og advokat der. I dette ægteskab blev 5 børn født: Christoph født 1718 og død 1721, Johann Georg født
og død 1720, Christoph født 1722, der giftede sig i Bächingen som møllerkarl og daglejer, Maria født
1724, der giftede sig i 1747 i Brenz med køresvend Johann Hering, og som faderens sidste og 20. barn
Walburga født 1726 og død 1731.
Ydermølleren
Johann døde 1744, 77 år gammel. Sognepræsten har i kirkebogen anført
”i morges mellem 2 og 3 er, som vi af kristen kærlighed
håber og tror, saligt indsovet den gamle Johann
Hopfenzitz, tidligere møller og borger efter en langvarig
svind- og tørresyge, 77 år, 10 måneder og 12
dage”.
Hustruen
Walburga døde 1765, 82 år gammel ”ganske uformodet af en stikflod” (astma,
vand i lungerne).
Johann
fik som den eneste mandlige efterkommer i sin slægt 20 børn, hvoraf 4 sønner og
2
døtre blev gift for at videreføre slægten. Han er den
fælles forfader til alle nulevende medlemmer af
slægtsgrenen Brenz.
10. generation
Melchior Hopfenzitz fra
Brenz
Født i 1690 i Brenz, har
som førstefødt tilegnet sig møllerhåndværket. Han giftede sig 1716
med bondedatteren Barbara
Schmid fra Brenz. Han er ved
giftermålet opført som borger, møller og
lejesoldat, men anføres i
dåbsbøgerne indtil 1722 kun som møllersvend, fra 1723 som møller.
De
fik 7 børn: Eva født 1716, der døde 1741, 26 år gammel, Appolonia født 1719,
der giftede
sig 1743 i Brenz med skomager
Hans Leonhard Schmid, Walburga født 1720, der giftede sig 1745 i Brenz
med Balthasar Eiselin, de
følgende tre døtre Agatha født 1724, Agatha født 1725 og Anna Barbara født
1727 døde straks efter fødslen.
Sidste barn blev Johannes født 1729, den senere linnedvæver i
Brenz.
Hustruen Barbara døde 1736, 47 år gammel, Melchior et år senere, ligeledes i sit 47. leveår,
hvorpå Engmøllen overgik til hans yngre broder Johannes (født 1706).
I Melchiors levetid havde ”die
Grävenitz”, den af folk frygtede elskerinde til hertug Eberhard
Ludwig
til Württemberg, slottet Brenz fra 1727 til 1733 ”til livslangt underhold”. Hun
blev 1731 med vold
ført fra
Brenz til fæstningen Hohenurach.
11. generation
Johannes Hopfenziz fra Brenz
Født
1729 i Brenz som eneste søn af den tidligt afdøde møller på den ydre mølle.
Blev 8 år
gammel forældreløs. Møllen
overgik til hans farbror og senere til farbroderens søn.
Johannes giftede sig 1758 som linnedvæver med
væverdatteren og enken Margaretha Klein,
født Mack.
De fik 6 børn: Maria født 1759, der giftede sig
1788 i Brenz med Leonhard Frohmayer og
døde 1823, Sybilla født og død
1761, Catharina født og død 1762, Johannes født 1764, Johann Paul
født
1766 og død 1771.
Hustruen Margaretha døde 1772, 45 år gammel.
Johannes giftede sig anden gang 1772 med
væverdatteren Anna Catharina Majer fra Hürben.
Hun fødte den 24.2.1782 i Brenz sit eneste barn
en søn Salomo. I dåbsbogen er anført:
”Avlet ved ægteskabsbrud”. Dagen
efter døde moderen og formentlig også barnet.
Linnedvæver Johannes døde 1798 i Brenz, 76 år
gammel. Han var den første linnedvæver i
slægten. Afsætningen fulgte
overvejende handelsmændenes veje i Bayern, Baden og på Rhinen, og
beskæftigede og ernærede - ofte
kun utilstrækkeligt - cirka 300 vævestole i det heidenheimske område.
12. generation
Johan(nes) Hopfenzitz fra Brenz
Født
1764 i Brenz som søn af linnedvæveren Johannes Hopfenziz.
Se nærmere på siden Johan Hopfenzitz.
(Se også Den
danske Hoffensetz slægtsgren på siden Hoffensetz).
Udarbejdet og oversat af:
Svend Tingleff
som uddrag af den tyske slægtsbog (se Kilder).
